onsdag den 13. december 2006

Apocalypto

Her i USA hører man jo ellers mest til Mel Gibson i forbindelse med en bestemt episode, der involverede en masse sprut og en del udtalelser, der vist ikke var så pæne.

Men han har altså også lavet en ny film, Apocalypto.

Nu er der ikke meget, der kan hamle op med Casino Royale for tiden. Agent 007 rydder billetlugerne for tiden, og den ser ud til snart at blive den bedst indtjenende Bond-film til dato. Men Apocalypto har klaret sig hæderligt i den forgangne premiere-weekend.

Visuelt er filmen helt fantastisk. Tempomæssigt er den hæsblæsende en del af tiden - på sådan en Fugitive-Rambo-agtig måde (sagt i den mest positive ånd, som det nu kan siges).

Filmen følger en indiansk familiefar (Jaguar Paw) fra en harmonisk stamme, der lever af at jage i junglen. Stammen overfaldes af Maya-indianere, der plyndrer og dræber i landsbyen og bortfører alle yngre, voksne til ofringer og slavehandel.
Jaguar Paw skal ofres for at tilfredsstille guderne, men han har held til at stikke af...og så er det, vi når til Fugitive-Rambo-delen...han jages gennem junglen i et forsøg på at nå tilbage til landsbyen og hans kone og barn.

Premieren i Danmark er sat til 19. januar, og man kan godt begynde at glæde sig allerede nu.

Jeg så Apocalypto i en ellers udmærket biograf i Crossroads Mall i Redmond, men de havde lidt problemer med lyden, som til tider helt forsvandt...og det slår jo lidt skår i glæden, selv om det jo ikke er filmens skyld. Nå men, min kammerat og jeg fik faktisk 2 fribilletter, da vi kom ud bagefter, så det var da et plaster på såret. Så manglede de bare lige at stikke de 2 kvajpander, der sad 3 rækker bagved og snakkede under hele filmen, en dumflad, et skipperbryst, en morgensherifstjerne og en kokosnød!!

1 kommentar:

Markling sagde ...

En film der skal ses. Den er nyskabende, ekstremt voldlig. Mangler dog lidt handling og lidt overraskelses momenter i plottet. Men jeg kan simpelthen ikke fastslå om den er god eller dårlig. Så jeg siger bare den er voldlig.