Det ER størrelsen, det kommer an på!
Det er jo meget fint, at vi har skiftet fastnet-telefonerne ud med Nokia 6233/E50....men, men, men! Hvorfor pokker har Nokia valgt at lave stikket på laderen MINDRE end tidligere!? Så kan man jo ikke længere bruge ladere fra ældre telefoner. Og der følger jo kun én lader med de forbandede apparater, så man ender hurtigt i dilemmaet mellem flg. muligheder:
- Lægge laderen på kontoret.
Så løber man da ikke tør for strøm der, hvor det er vigtigst - nemlig på arbejde. Men hvad så, når man arbejder hjemme en dag?!? Murphy siger, at man med 100% sikkerhed løber tør for strøm allerede om morgenen - og så har vi balladen. - Lægge laderen derhjemme.
Så er hjemmearbejdssituationen løst, men til gengæld render man rundt som en anden strømnasser og skal låne lader af kolleger, når man er på arbejde. Det ender jo lynhurtigt i beskyldninger om ladertyveri, manglende tilbageleveringer og lignende. - Transportere laderen mellem hjem og kontor.
Så er de 2 ovenstående problemer i det mindste løst. Men hvor stor er chance for at man glemmer laderen det ene eller det andet sted? Og hvor smart er det lige at rende rundt med en mobillader i jakkelommen?
Nej, der er ikke rigtig nogen elegant løsning på dette kolosale problem....eller er der!??!Venteværelset har fundet den optimale løsning - og så koster den kun 49,-!
De fleste ligger inde med en lader fra en ældre Nokia-telefon - evt. fra en anden telefon i husstanden - og det er nu muligt at købe en ganske billig adapter, der kan konvertere det gamle TYKKE stik til det nye og MINDRE stik, der passer til Nokia 6233/E50.
Adapteren, der hedder CA-44, laves af Nokia og kan bestilles på nettet til leverance næste dag. Venteværelset bestilte sit prøveeksemplar hos Modify, hvor forsendelsen tilmed er gratis på en så lille vare. Andre forhandlere kan findes via Mobilpriser.dk, der er et udmærket site til sammenligning af priser på tele-produkter.
Kig forbi Venteværelset, hvis du vil se vidunderet i aktion.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar